shit happens

”vil du ikke helst gøre det nemmest for dig selv?”

Hvis jeg ikke vil, så vil jeg ikke. Havde ingen anelse om, hvornår det var sket, havde ingen anelse om, hvordan det var sket. Jeg lå i min seng med kuldechok og klaprende tænder, og forestillede mig, at det nu var tid. Hele min krop var søbet ind i blod, og mine dyner og puder ligeså. Det var svært at forklare min handling, for jeg vidste ingenting. Tiden var bare gået uden nogen fornemmelse for.. noget. Hvor længe havde jeg ligget der? Hvorfor lå der blod og barberblade på gulvet?

Personalet bankede på døren, og kom ind. ”hvad er der sket her?” dynen blev revet væk og min arm, blottet med store, åbne sår lå der, som en stor kødklump der ingenting kunne. Ingen skulle blande sig. Ingen skulle afbryde tilstanden af fuldstændig fjernhed og uvidenhed. Det skulle være ovre. Jeg havde blodige plamager over alt og de skulle ikke tage noget fra mig. Hverken det eneste bevis på, hvad jeg havde brugt min halvpsykotiske tid på, ej heller min snare søvn.

Selvfølgelig fik jeg smidt oplysningen om et skadestuebesøg i hovedet, men jeg nægtede. Ingen skulle standse mig. På trods af, at jeg ikke havde intentioner om at skære mere, skulle ingen bestemme over mig. De burde være ligeglade og lade mig være.

”jeg har ringet efter en ambulance”

Udelukket! De skulle ikke tage mig med nogen steder hen. Jeg låste min dør da hun gik igen. Og hørte kort tid efter den rullende båre køre op ad gangen. Dén lyd havde været den mest angstprovokerende i lange tider, men kunne aldrig undgås.

Min dør blev låst op udefra og Falck-folkene kom ind. Den ene kendte jeg; han havde hentet mig en del gange.

Jeg nægtede stadig. Ingen skulle bestemme. Jeg var ude af stand til at tage nogen som helst steder hen. Det var udelukket! jeg prøvede at forklare de mennesker, der nu befandt sig i min lille lejlighed at jeg ikke havde brug for behandling eller nogen form for hjælp. At jeg blot skulle blive hjemme, hvad enten jeg skulle blive på sygehuset eller hjem igen bagefter.

”politiet er blevet rekvireret”

Så går jeg min vej. Og ikke ud på båren. Væk fra huset, væk fra alting. Men jeg blev hurtigt hevet ind i lejligheden igen og smed mig i sengen igen. Kort tid efter var der besøg fra ordensmagten. De prøvede med humor, de prøvede med jokes. De gjorde åbenbart hvad de kunne. Og til sidst gjorde de dét, de er bedst til; de hev fat i mig og bar mig – råbende, skrigende og modvilligt – over på båren hvor jeg gik i panik, mens de holdt mig fast. Derfra kørte de mig – hulkende – på skadestuen. Derfra gik det nogenlunde. Efter en gang Stesolid var jeg igen rolig.

”har du det bedre?”