kroppen, der ikke kunne fange liv

det var svært at forestille mig selv som voksen. mere voksen end jeg var i forvejen. for var jeg voksen? ville jeg blive det? min alder bevidnede at jeg hvert fald var på vej. 

det faktum at jeg var 22 år, gjorde mig ikke mere voksen mentalt. var jeg blot 14 år som jeg altid fik at vide, eller var jeg 22, og bare mig? for hvornår var man voksen? var det ikke relativt - og var der ikke mange måder at være voksen på? 

den krise jeg var i, fik mig til at ønske at jeg stadig var 14 år. 14 år og klogere end nogensinde. klogere blev jeg med alderen, hvert fald klogere på mig selv. men hvorfor var jeg ikke klog på Verden omkring mig? klogere på andre mennesker, og mere glad for det, jeg vidste. 

eksistensen der for tiden var helt umulig at håndtere syntes at tage livet halvt af mig. men alligevel var der mod at ane. mod på det liv, der forhåbentlig en dag ville tage form i et eller andet omfang. men det var svært.

jeg ville ikke give afkald på de små blå piller. men det var ikke noget at sige højt. angsten for at dø var alligevel i spil. jeg vidste bare ikke hvordan jeg skulle håndtere problemet. 

var jeg 22 år og på vej mod enden? det håbede jeg ikke. men jeg var ikke selv herre over det. selvom jeg var den eneste der havde indflydelse på det.