status fra indersiden af væggene

"status fra indersiden af væggene

jeg syntes at det var svært at holde mig fra pillerne. 3 overdoser på en uge gjorde alle magtesløse. men den mest magtesløse fra nok mig selv. tilværelsen var svær. men jeg ville ikke have hjælp. hvertfald ikke i situationen. når jeg var på apoteket for at hente nye forsyninger sad mit hjerte i halsen på mig. adrenalinen pumpede i alle mine blodårer, min hjerne syntes blank, og jeg tænkte kun på at komme hjem og tage alle pillerne. dengang jeg kunne nøjes med 10 pr dag, var jeg tilfreds, men mere ville have mere. og den sidste gang inden jeg blev spærret inde, tog jeg alle 100 piller i pakken. jeg havde enormt dårlig samvittighed over at ringe til den eneste der forstod mig, for at fortælle om min ugerning. men det var den måde jeg kunne reagere på. hvem kunne ellers hjælpe mig? men den dårlige samvittighed var der, og den ville ikke forsvinde. det ville den aldrig nogensinde. for hun forstod mig, og ville ikke dømme mig. men at være en belastning havde jeg det ikke godt med. og det fyldte rigtig meget. da hun smed alt hvad hun havde i hænderne for at være der for mig på sygehuset, var jeg ved at ane håbet, men alligevel gjorde jeg det igen, og der var i realiteten ikke rigtig noget at gøre. 

pillerne var blevet mine bedste venner, og altid i mine tanker, uden jeg vidste hvorfor. men et eller andet gjorde, at det var den eneste måde at undslippe på. undslippe de svære følelser og tanker, der plagede mig konstant. 

jeg var ensom. alene om det hele, selvom der mennesker, der gerne ville hjælpe mig og være der for mig. men jeg mærkede det ikke. mærkede ikke, at nogen ville mig noget godt. for hvorfor skulle de der? hvem havde overhovedet interesse i at gøre noget som helst for mig? 

mit kaos syntes at vare evigt, og jeg så ingen anden udvej. men var der egentlig ikke en udvej? var der intet godt i mit liv? ..det syntes jeg ikke. alt var håbløst. en håbløshed der knækkede min sjæl. knækkede den for bestandigt. 

jeg var nu indlagt. om jeg ville det eller ej. nu var jeg i deres varetægt. jeg kunne ikke få fat i piller, og den frustration jeg følte, gnavede i hele min eksistens. for hvornår kunne jeg igen få mine piller? ville jeg først blive udskrevet når jeg ikke havde trangen mere? skulle jeg lyve for dem? skulle jeg opføre mig ordentligt for at komme ud og tage en overdosis igen? jeg vidste intet. ingen positive tanker kunne trænge ind, for hvad positivt var der at føle; tænke? 

ville jeg nogensinde få det helt godt igen? 

..det var så håbløst"