når fred kun findes ét sted

 livet kan være så utroligt svært

jeg har vel været omkring 14 år, da jeg ved et tilfælde faldt over et forum, som havde til formål at man kunne "møde" ligesindede, som også havde det svært.

og omkring 17 år, da jeg deltog i en sammenkomst i Jylland, hvor vi tog ud at spise på en restaurant, og fik ansigt på nogle af de mennesker, man havde korresponderet med jævnligt online. 

hun og jeg sad ved enden af bordet, for måske havde vi ikke snakket ligeså meget med de andre, som med hinanden. vi var de eneste, som ikke bestilte mad, men sad med hver vores sukkerfri sodavand. 

hun hev en bog op fra sin skuldertaske, "tynd og perfekt" hed den. der blev, for vores begges vedkommende brugt meget tid på at læse bøger om emner, som vi kunne relatere til. og jeg tænkte at ja, alt ville sgu være bedre, hvis man bare kunne være tynd.

det var ét af de evige emner hos denne kvinde, som kæmpede alt for voldsomt til, at det var hende værdigt. 

vi holdt kontakten, og tjekkede ind jævnligt, for at høre hvordan det gik. det blev mere tydeligt for mig, hvor slemt det egentlig stod til, da jeg for et par år siden sluttede mig til følgerne af hendes Instagramprofil. dagligt blev jeg konfronteret med hendes evige kamp for både at overleve og desværre også for at dø. 

denne forpinte sjæl torturerede sin krop og var det, man på klassisk og stigmatiserende vis vil kalde for en svingdørspatient. i starten af vores bekendtskab var der flere år med indlæggelse og ingen udskrivelser, men som årene gik, var der mange indlæggelser såvel som udskrivelser. 

mange mennesker var vidne til en sjæl og krop i total opløsning af selvskade og depressioner. det var et fåtal af os som havde mulighed for at gøre noget for hende, men dem som kunne gøre en forskel, havde nok givet op, eller havde brugt alt i værktøjskassen, måske flere gange.  

spørgsmålet er, om nogle helt andre kunne havde gjort noget. noget andet end metoderne fra den gode gamle psykiatriske værktøjskasse. måske. det ved vi ikke. hvertfald blev der ikke forsøgt. 

for nu, efter et utal at forsøg er det lykkes hende at få opfyldt sit største ønske. at blive fri fra det helvede, hun for mange år siden ufrivilligt blev placeret i. og hun fortjente at komme væk fra sin evige lidelse. 

efter så mange år med kampen og håbet for, at det en dag ville blive bedre, var hun så umådelig træt. al den energi det kostede hende igen at blive reddet fra et alvorligt selvmordsforsøg, gjorde ikke livet lettere for hende. intet gjorde livet lettere for hende. hver gang hun blev udskrevet fra en afdeling, var det fuld af forhåbninger, som aldrig blev indfriet. 

selvmord er sjældent en løsning, men denne kvinde som blev taget væk fra alle de mennesker, som elskede hende, og bar håbet for hende, var så fucking træt og havde været det i så mange år, at hun desværre fortjente at få det, som var hendes inderligste ønske, opfyldt.

og man tænker tit, at der da må have været noget andet man kunne have gjort.

men det er svært.

for systemets værktøjskasser bliver sjældent revurderet, tømt og fyldt op med nye metoder fra friske øjne. det koster desværre alt for mange liv,

og koster det ikke liv, smadrer det mennesker i så mange stykker, at det tager alt for lang tid at samle dem igen.

kære sara, dit helvede er ovre. desværre af den helt forkerte årsag.